Fremgang for Mols-Linien
Kunderne strømmer til Mols-Linien. Flere afgange mellem Aarhus og Odden samt attraktive billetpriser har givet markant flere kunder på hurtigfærgerne i årets første tre kvartaler. 81.065 flere personbiler harsejlet med hurtigfærgerne i årets første 9 måneder end i fjor.
”Vi har skabt en billetstruktur, der giver os mulighed for at tilbyde nogle særdeles stærke priser både til forretningsrejsende og fritidsrejsende. Vi har opnået en stærk og tydelig position som en naturlig rejsevej i øst-vest-trafikken, specielt efter de stærkt forbedrede vejforhold til Sjællands Odde er etableret, og det tiltrækker mange nye kunder til hurtigfærgerne”, siger bestyrelsesformand Frantz Palludan.
Mols-Linien har løftet sin forretning markant i de første 9 måneder af 2015. Således overførte rederiets tre katamaranfærger 804.758 personbiler i denne periode, hvilket svarer til en stigning på 11,2 procent i forhold til de tre første kvartaler i 2014.
I samme tidsrum voksede antallet af personbilsenheder, det vil sige det samlede, omregnede tal for alle typer køretøjer, med 8,3 procent. På passagersiden oplevede rederiet en stigning på 6,5 procent.
Mols-Linien kan notere en positiv udvikling i de fleste trafikkategorier, men tallene er særligt positive inden for businesssegmentet. I 1.-3. kvartal steg antallet af rejsende på Business BlueClass med 12,8 procent i perioden, og på den meget efterspurgte hverdagsafgang fra Aarhus klokken 07.00 steg antallet af kunder med 7,8 procent.
Mens Mols-Linien oplevede en stigning på 11,2 procent i overførte personbiler, steg trafikken over Storebæltsbroen med 4,8 procent i 1. – 3. kvartal 2015.
Rederiet har fastholdt gennemsnitsindtægten pr. bil på den voksende trafik, hvilket har medført en fremgang i omsætningen.
Mols-Linien fastholder forventningerne til et resultat i intervallet 60 - 70 millioner kroner efter skat i 2015. Selskabet har sikret olieprisen med fastpriskontrakter i danske kroner for hele 2015.
Bestyrelsen har i dag behandlet budgettet for 2016 og forventer et resultat efter skat i intervallet 90 – 100 millioner kroner drevet af en fortsat vækst i totalmarkedet og selskabets markedsandel. Selskabet har sikret olieprisen med fastpriskontrakter i danske kroner for hele 2016.
Kilde: Mols-Linien