Fragtmængderne dykker i Hamburg Havn
Kinas tilbagegang i eksporten samt stagnationen i handlen med Rusland rammer nu for alvor Tysklands store universalhavn Hamburg. Med en samlet mængde på 104,6 millioner ton må en af verdens travle havne notere en tilbagegang på 4,8 procent i årets første ni måneder.
Uanset, at massegods (bulk, foderstoffer m.m.) i årets første tre kvartaler kunne notere et plus på 8,7 procent svarende til 34,3 millioner ton, så er tallene ikke i stand til at udligne tilbagegangen på stykgodsområdet.
Containeromsætningen var på samlet 6,7 millioner TEU – en tilbagegang på 9,2 procent. Dermed ligger containerdelen under tallene for samme periode sidste år.
I forhold til trafikken ind til Rusland oplever Hamburg det positive, at den dramatiske tilbagegang på området stort set er stoppet. Trods det volder Rusland fortsat hovedbrud. Rusland er Hamburgs tredje vigtigste partner i containertrafikken, og i årets første ni måneder blev der håndteret 323.000 TEU, et minus på 36 procent.
Tilbagegangen rammer os utrolig hårdt, fortæller direktør i Hamburg Havn, Ingo Egloff.
Hamburg Havn venter ikke umiddelbart nogen bedring af situationen til/fra det russiske marked, men håber på, at netværket og ikke mindst samarbejdet med myndighederne i Skt. Petersburg på sigt bidrager til, at hansestaden også overstår denne krise. Det lod sig gøre i forbindelse med den verdensomspændende økonomiske nedtur i 2007. Derfor tror havnen på, at de første tegn på et nyt opsving kan være på vej fra næste år.
Kilde: Hamburg havn og redaktionen