Første afgang efter corona-pausen
Det er nu næsten seks måneder siden, at rejserestriktioner tvang DFDS til at lukke ned for Oslobådene, men fredag kl. 14.15 stævner Pearl Seaways igen ud af Københavns havn med kurs mod Oslo efter stop i Frederikshavn. Crown Seaways følger efter lørdag.
”At vi nu igen sætter kurs mod Oslo og får gang i dele af vores passagerforretning har jeg set meget frem til. Især på vegne af de mange ansatte er jeg glad for, at de igen får en mere normal hverdag og kan byde vores mange gæster om bord på Crown og Pearl Seaways” siger Torben Carlsen, CEO hos DFDS.
På begge skibe har der været en lille besætning om bord for at vedligeholde skibenes systemer, men i de seneste dage har mange ansatte haft travlt med at gøre klar til afgang.
”I dag er en festdag. Det er nærmest et symbol på genåbningen, at Oslobådene nu endelig kan stævne ud igen. Det har ikke været til at holde ud at se skibene ligge stille alle disse måneder, hvor grænserne har været lukkede. Nu håber jeg, at vores gode færger og passagerskibe kan få en god sommer og indhente noget af det forsømte forår,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier.
DFDS planlagde i april efter at kunne genoptage sejladserne med de to færger, der har ligget stille siden 8. januar,
den 7. juni, men på det tidspunkt gjorde rejserestriktionerne det fortsat umuligt. Derfor blev genoptagelsen udsat til i dag.
Kilde: Danske Rederier.