Forlænget rejse til udbrændt tankskib
Det udbrændte, men fuldt lastede tankskib, New Diamond, skal alligevel ikke losses ved offshore terminalen i Kandla Port Trust i det nordvestlige Indien. Skibet skal i stedet slæbes endnu længere - tværs over Det Arabiske Hav til havnen Khor Fakkan i Forenede Arabiske Emirater.
Det er nu mere end tre uger siden, at branden på New Diamond blev slukket, men først nu har Sri Lanka fået de garantier om økonomisk kompensation for redningsarbejdet der gør, at skibet har fået lov til at forlade landets 200 sømil zone.
Derfra venter der nu et slæb på omkring 2.000 sømil til terminalen i Khor Fakkan, hvor de omkring 2 mio. tønder råolie skal pumpes over på et andet tankskib, der vil transportere den til den oprindelige destination - et raffinaderi i Paradip på Indiens nordøstlige kyst.
Sri Lanka´s økonomiske krav mod skibets ejer, det græske selskab Porto Emporios Shipping, for brandslukning og bekæmpelse af brændstofspild løber op i nærheden af 2 mio. dollar, som ifølge en aftale nu vil blive betalt af skibets forsikringsselskab.
Sri Lanka har også sigtet skibets kaptajn for bl.a. at være skyld i skibets brændstofspild. Der er retsmøde i sagen igen den 12. oktober. Ind til da har kaptajnen fået besked på ikke at forlade Sri Lanka.
Kilde: Maritime Executive