Flere havne undtages fra offentlighed
Transportminister Magnus Heunicke har fremlagt et forslag om, at flere havne skal undtages fra den nye offentlighedslov. Det rejser kritik fra flere mediejurister, der ikke kan se nogle begrundelser for at undtage havnene.
”Undtagelsen går på, at selskaberne altovervejende er i konkurrence med selskaber, som ikke er omfattede af offentlighedsloven. Men det giver ikke mening. De nævner blandt andet konkurrence fra havne i andre lande, men hvis vi tager den største havn i Kattegat-området – Göteborg – så er det et kommunalt ejet selskab, som længe har været omfattet af de svenske offentlighedsregler”, siger mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Blandt undtagelserne finder man Frederikshavn Havn, Grenaa Havn og ADP, der omfatter havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart.
Hos ADP siger adm. direktør Jens Peter Peters, at det er vigtigt, at konkurrenterne ikke kan få aktindsigt i de kontrakter, som havneselskabet indgår med aktørerne på havnene.
Kilde: Journalisten.dk