Flaminia er ankommet til Wilhelmshaven
Det tysk ejede containerskib MSC Flaminia ankom lørdag sen eftermiddag til den tyske havneby Wilhelmshaven, hvor det lagde til i Jade-Weser-Port. I de kommende dage vil der blive gennemført yderligere målinger af situationen om bord
Så snart det er muligt, vil politi og retsmedicinere gå i gang med at søge efter spor af den sømand der forsvandt under branden. Først derefter begynder arbejdet med at fjerne skibets last.
Bugseringen af containerskibet op gennem Den Engelske Kanal og ind til Wilhelmshaven foregik helt uden problemer.
Det vides endnu ikke om MSC Flaminia vil blive repareret, eller om det er så skadet, at det vil blive sendt til ophugning.
Branden om bord på det 6.732 TEU store containerskib brød ud den 14. juli, mens det befandt sig midt på Atlanterhavet. To besætningsmedlemmer blev dræbt og tre alvorligt såret af branden, inden det lykkedes besætning at komme i redningsbådene.
Igen havne ønskede at tage imod det svært skadede containerskib. Til sidst greb skibets flagstat Tyskland ind, og tillod skibet at blive bugseret til Wilhelmshaven.
Kilde: havariekommando.de