Fiskerne vil skyde sæler ved Christiansø
Danmarks Fiskeriforening har bedt Natur- og Erhvervsstyrelsen skyde nogle af sælerne ved Christiansø. Bestanden er vokset voldsomt. Det går nu så hårdt ud over fiskeriet, at der efter Fiskeriforeningens mening bør ske en regulering af bestanden.
”Sælerne truer simpelthen nogle erhvervsfiskere på deres erhverv. Garnfiskere fra Christiansø, Tejn, Gudhjem, Listed og nedover har stort set ikke kunnet fange en torsk i området de sidste tre år”, siger Thomas Thomsen, formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, til DR P4 Bornholm
Danmarks Fiskeriforening sendte anmodning om regulering i begyndelsen af august. Sælbestanden i hele Danmark er vokset kraftig de seneste år, og derfor gælder henvendelsen om at regulere i bestanden da også for hele Danmark.
Kilde: DR P4 Bornholm