Fiskere får nej til sælregulering
Fiskerne fra Bornholm, der har ønsket at få lov til, at der måtte drives jagt på den stærkt voksende bestand af sæler omkring Bornholm og Christiansø, har fået nej. Naturstyrelsen har meddelt fiskeriforeningen, at sælerne ikke må jages. Forbudet mod at skyde sælerne ærgrer fiskerne.
”Vi er meget kede af, at man ikke kan få lov til at regulere sælbestanden. Det er temmelig negativt. Der er områder, som stort set er fiskeøde i dag på grund af sælen ”, siger fiskerformand Thomas Thomsen.
Thomas Thomsen ærgrer sig over, at Naturstyrelsen ikke vil være med til at skyde de sæler, der æder fisk fra deres garn eller ofte kun spiser dele af fiskene. Sælerne går tit kun efter leveren og de mest lækre dele af fiskene, så antallet af fisk, der går til, er betydeligt større, end det er nødvendigt for at dække sælernes fødebehov.
Naturstyrelsen medgiver i brevet, at sælerne kan være til stor gene for fiskeriet, men derfor må der alligevel ikke drives jagt på dem i Østersøen. Styrelsen meddeler dog, at man gerne vil i dialog med fiskerne om problemet.
”Men det er vi jo allerede”, siger Thomas Thomsen.
Kilde: dr.dk/P4/Bornholm