Færgens spildvarme bliver til billig el
Krydstogtfærgen Viking Grace forbruger 17.000 ton flydende naturgas om året. Halvdelen heraf bliver til spildvarme. For at mindske svindet ledte Viking Line efter en løsning, som kan udvinde el ud af spildvarmen. Derfor fik rederiet installeret systemet ”Ocean” fra svenske Climeon. Systemet konverterer varmt vand til elektricitet.
”Sammenlignet med eksisterende teknik er virkningsgraden dobbelt så høj samtidig med, at systemet er billigere, mindre og lettere”, siger Kari Granberg, projektchef for nybygninger og teknisk udvikling i Viking Line.
Varme fra motorerne på den LNG-drevne færge Viking Grace konverteres af Climeons system til mere end 700.000 kWh ”gratis” elektricitet. Det sparer Viking Line for 200 ton brændstof pr. år. Climeons patenterede teknologi konverterer spildvarmen til elektricitet via en vakuumproces.
Systemet går ud på, at en bærevæske cirkulerer i et lukket system, hvor spildvarmen fra væsken bliver til en gas, som driver en turbine, der driver en generator, som producerer elektricitet. Det særlige ved Climeons system er, at bærevæsken har et lavere tryk end traditionelle systemer, som kan kræve 20-40 bar. Det lave tryk gør, at anlægget kan bygges med en fjerdedel af det materiale, som kræves i et almindeligt system, hvilket er ensbetydende med lavere omkostninger.
Hvis Viking Line bliver tilfreds med systemet på Viking Grace, vil rederiet installere det på flere færger.
Kilde: nyteknik.se