Færgemuseum i Korsør sat på pause
Slagelse byråd kan ikke blive enige om, hvad der skal ske med den gamle storebæltsfærge Broen, der skulle være omdannet til et maritimt museum og kulturhus. Men med et prisskilt tæt på 243 millioner kroner synes projektet urealistisk. Nu er beslutningen sat på pause,
Et flertal i byrådet har afsat 341.000 kroner i næste års budget til en analyse, der skal undersøge sagen ”bedre”,.
”Med budgetforliget har vi ikke taget stilling til, om færgen skal skrottes eller ej. I stedet giver vi os tid til at undersøge sagen bedre”, siger Knud Vincents, borgmester i Slagelse, til TV2/Øst.
”Forligspartierne er enige om, at der skal foretages en nærmere vurdering af, hvordan vi kan bruge og vedligeholde M/F Broen i fremtiden. Vi søger også dialog med foreninger og andre interessenter om fremtiden for færgen”, siger Knud Vincents.
Kommunen har allerede brugt 17 millioner kroner på at købe færgen og anbringe den i et tørlagt bassin i den gamle Halsskov Færgehavn.
Finder kommunen ikke pengene til at renovere færgen og indrette den til museum, er skrotning det billigste alternativ - mens sænkning som kunstigt rev og konservering for eftertiden er også mulige, men dyrere, alternativer.
M/F Broen blev bygget på Frederikshavn Værft i 1951 og indsat på ruten Nyborg-Korsør i 1952 - dengang som en topmoderne færge med plads til hele 70 biler. Det var mange på den tid.
I 1957 flyttede bilfærgerne til Knudshoved-Halsskov og Broen flyttede med og sejlede dér indtil 1966, hvor den blev indsat på Aarhus-Samsø-Kalundborg overfarten. Her sejlede den indtil 1992, hvor dens aktive år sluttede. Men færgen overlevede bl.a. som diskoteksfærge i Aarhus.
Redaktionen