ESA åbner konkurrencesag mod Color Line
EFTA-tilsynsmyndigheden ESA har åbnet en sag mod Color Line og Sandefjord Kommune i Norge for at undersøge, om der sker brud på konkurrencereglerne. Fjord Line ville opstarte sejlads mellem Sandefjord og Strømstad i Sverige, hvor Color Line har haft eneret på at sejle, men Fjord Line mener, at Color Line har ønsket at holde konkurrenter ude, og at kommunen har bidraget til det.
”Selvom åbningen af en sag ikke er ensbetydende med en endelig afgørelse om brud, bør det erindres, at sidste gang ESA indledte en formel efterforskning af forholdene på ruten mellem Sandefjord og Strømstad, endte det med en bøde til Color Line på omkring 150 millioner kroner”, siger Fjord Lines bestyrelsesformand Peter Frølich.
Han pointerer, at de forhold, som ESA nu efterforsker er meget alvorlige, særligt da de involverer de samme parter som i afgørelsen fra 2011. ESA kender konkurrencevilkårene på ruten meget godt, og det følger af ESAs retningslinjer for beregning af bøder, at der gives et 100 procent tillæg ved yderligere overtrædelser.
Fjord Line har varslet ESA om de konkurrenceforvridende forhold på ruten. ESA har derefter indhentet dokumentation på mere end 4000 sider fra Sandefjord Kommune, Color Line og Strømstad Kommune. Det fremgår af dagens beslutning, at det er disse dokumenter, som Sandefjord Kommune og Color Line selv har sendt til ESA, der danner grundlag for ESAs beslutning om at indlede en formel efterforskning.
”Fjord Line er tilfreds med, at ESA deler rederiets bekymring for de konkurrenceforvridende aftaler og tildelinger, som er gennemført mellem Color Line og Sandefjord Kommune”, siger Rickard Ternblom, koncernchef i Fjord Line.
”Sandefjord Kommune er siden 2012 blevet advaret af ESA, Konkurrencestyrelsen, Kystverket og deres egen advokat i Amtzen de Besche om, at de bryder loven ved at give Color Line særbeskyttelse mod konkurrence. Kommunen har imidlertid ignoreret alle råd og har dertil i 2013 indgået en ny aftale, hvor Color Line fik en helt exceptionel beskyttelse mod konkurrence helt frem til 2026”, tilføjer hun.
Da Color Line modtog ESA-bøden, og de eksklusive konkurrenceaftaler faldt bort, var rederiets næste træk at blokere for konkurrenter på ruten ved at ændre sejltiden fra 7.00 til 8.00 og forlænge overfarten til Strømstad fra 2,5 til 3 timer. Målet var at hindre konkurrenter i at få sejltider, der ville være rentable. Det kan ses som konsekvens af, at Color Line vidst, at Fjord Line ville starte op i Strømstad. Også denne taktik fik støtte og beskyttelse fra Sandefjord Kommune.
ESA idømte i 2011 Color Line en bøde for at forsøge at holde konkurrenter ude fra havnen i Strømstad. Color Line havde siden 1991 haft en aftale med Strømstad Kommune, der sikrede, at rederiet havde eneret på at anløbe den kommunale havn.
Kilde: Fjord Line