Erria får ny kontrakt i Vietnam
Erria har vundet en kontrakt på nybygningstilsyn af et stk. Wind Farm Support Vessel for en engelsk kunde. Nybygningstilsynet skal føres på den franske Piriou Gruppes værft i Sydvietnam. Skibet er en 26 meter aluminium katamaran, som bygges til at transportere 24 teknikere og noget last til havmølleanlæg.
Kontrakten er kommet i hus via Errias kontor i Vietnam og Errias faste mand i Østen, der fungerer som projektansvarlig.
Erria har gennem en længere periode besøgt en lang række værfter i Vietnam med henblik på at tilbyde redere en række services inden for nybygningstilsyn, værft-surveys, pre-purchase inspektioner osv. Erria har blandt andet foretaget prøvesejlads på en del medium size slæbebåde for en sydamerikansk kunde på blandt andet Damen’s værfter i Vietnam.
Fremdrivningssystemet på katamaranen består af to MAN Diesel-motorer samt to Hamilton waterjets. Der vil være soveplads til otte personer ombord.
Med denne opgave håber Erria at få fodfæste i dette nye segment i Vietnam.
Kilde: Erria