DONG taber milliardstrid med Mærsk
DONG står til et tab i milliardklassen i de kommende år, efter at Energitilsynet har besluttet, at sænke tariffen for at sende gas gennem Dongs rørledninger i den danske del af Nordsøen.
Ifølge Berlingske ventes Energitilsynet fredag at løfte sløret for en ny kendelse, som siger, at tariffen for at sende gas gennem DONGs rørledninger bør sænkes til mellem fem og syv øre per kubikmeter. Den er allerede blevet sat ned fra 13 øre til 10 øre.
Det vil angiveligt påføre Dong et tab i milliardklassen de kommende år. Men det vil gavne det danske samfund med øget gasaktivitet, mener Energitilsynet.
"Lavere tariffer vil alt andet lige gøre det mere attraktivt at investere på den danske sokkel i Nordsøen", siger Jeppe Danø, kontorchef i Energitilsynet, til Berlingske.
"En lav tarif kan altså være samfundsgavnlig, fordi den vil medføre en højere udnyttelsesgrad af de danske gasressourcer", siger Danø.
Den nye koncernchef i Dong Energy, Henrik Poulsen. Siger til avisen, at han nu vil kigge afgørelsen grundigt igennem for at se, hvad det kommer til at betyde for den fremtidige indtjening.
"Vi skal have studeret afgørelsen helt ned i detaljen. De her tariffer er sammensat af forskellige komponenter, så vi skal lige forstå helt nøjagtig, hvad det betyder", siger Poulsen til avisen.
Hos Mærsk er man godt tilfredse og siger, at det nu bliver mere attraktivt at udvide aktiviteterne i Nordsøen. Det kan betyde, at selskabet sender mere gas ind på det danske marked, lyder det.
Kilde: Berlingske