DFDS sælger obligationer for 700 mio.
DFDS har i går udstedt en femårig senior usikret obligation på 700 millioner norske kroner (NOK) med udløb i marts 2018. Obligationerne vil blive noteret på Oslo Børs. Nordea og SEB har fungeret som Joint Lead Managers for obligationsudstedelsen.
"Dette er DFDS’ anden obligationsudstedelse, og vi er meget tilfredse med den fortsat store interesse blandt investorer. Placeringen af 700 millioner NOK tiltrak en endnu bredere investorkreds end vores første obligationsudstedelse i 2012", siger Torben Carlsen, Executive Vice President og CFO i DFDS.
Obligationsudstedelsen er en del af en løbende proces for at optimere DFDS' finansieringsstruktur. Kombinationen af obligations- og bankfinansiering øger fleksibiliteten og diversificerer virksomhedens låneportefølje. DFDS udstedte sin første virksomhedsobligation på 500 millioner NOK i april 2012.
Obligationen er udstedt med variabel rente i NOK, der omlægges til en variabel dansk rente svarende til en tremåneders CIBOR-rente plus 265 basispunkter. Norske og danske kroner ligger i næsten nøjagtig samme kurs lige for tiden.
Kilde: DFDS