DFDS afskediger 19 medarbejdere
Som en konsekvens af, at DFDS har udchartret TOR SUECIA og TOR BRITANNIA til Norfolkline, samt QUEEN OF SCANDINAVIA til sejlads mellem Helsinki og St. Petersborg, afskediger rederiet nu 19 ansatte.
De fyrede tæller 4 styrmænd, 6 maskinmestre, 3 elektrikere, 2 hovmestre og 4 skibsassistenter. Det fremgår af medarbejderbladet All Aboard DFDS.
I praksis sker det ved, at TOR SUECIA og TOR BRITANNIA får en bemandingsmodel svarende til den der findes på KING OF SCANDINAVIA og PRINCESS OF NORWAY. I forbindelse med udchartringen af QUEEN OF SCANDINAVIA overgår det tekniske management af skibet til DFDS Lisco.
Overgangen til de nye bemandingsprincipper sker pr. 11. april for TOR SUECIA og TOR BRITANNIA, mens overgangen til ny besætning på QUEEN OF SCANDINAVIA er startet og forventes afsluttet den 6. maj.
Kilde: All Aboard DFDS / CO-Sea
