Dexawave er meget tæt på konkurs
Bestyrelsen bag bølgekraftselskabet Dexawave har indgivet konkursbegæring, da det ikke er lykkedes at skaffe nok risikovillige kapital. Vækstfonden skød for et halvt år siden 10 millioner kroner i projektet, men det beløb har bestyrelsen ikke formået at matche hos private investorer.
”Vi har ikke været i stand til at skaffe de penge. Det er meget svært at skaffe penge til udvikling af bølgeenergi, fordi det er en investering med høj risiko. Vi har konstant behov for penge til udvikling, uden at der kommer penge ind, men det har ikke været muligt at finde investorer”, siger bestyrelsesformand Carl Henrik Jeppesen til Lemvig Folkeblad.
Allerede for en måned siden blev de ansatte afskediget, og siden har selskabets lokaler stået tomme. Dexawaves bølgekraftanlæg ligger lige nu til serviceeftersyn i Hanstholm Havn.
Mødet i Skifteretten er berammet til 30. august.
Kilde: Lemvig Folkeblad