Danske Maritime med minister til Østen
I næste uge deltager Danske Maritime ved adm. direktør Jenny N. Braat i et maritimt besøg til Kina og Singapore sammen med erhvervs- og vækstminister Ole Sohn. Et af de områder, besøget vil fokusere på, er patentbeskyttelse.
”Asien og ikke mindst Kina er et særdeles vigtigt marked for den danske maritime industri. Det er derfor positivt, at erhvervs- og vækstministeren bakker op om vores erhverv og er opmærksom på de behov, vi har.”, siger Jenny N. Braat
Sammen med ministeren og den øvrige delegation, blandt andre Danmarks Rederiforening, skal Danske Maritime besøge en række virksomheder og institutioner, herunder værfter, rederier, universiteter og havne. Besøget i Kina og Singapore skal styrke mulighederne for et øget strategisk samarbejde mellem Det Blå Danmark og de store vækstmarkeder, som Kina og Singapore er.
”Danske maritime produkter er højteknologiske, og i forhold til grønne løsninger til energioptimering og nedbringelse af emissioner er danske maritime producenter blandt de absolut førende. Besøget med Ole Sohn i spidsen er med til at øge danske maritime virksomheders afsætningsmuligheder på de asiatiske markeder”, siger Jenny N. Braat.
Danske maritime producenter er allerede i vidt omfang til stede i Asien, hvor langt de fleste fragtskibe bygges. Kina foretager i disse år massive investeringer inden for det maritime område, og der er således gode muligheder for at bygge videre på den markedsadgang, de danske virksomheder har.
Danske Maritime