Dansk filter fjerner røgforurening fra skibe
99 procent af alle fine partikler og 40 procent af NOx-udslippet renses bort med et integreret system til skibe med dieselmotorer. Men det danske hold bag opfindelsen mangler investorer. De er på jagt efter 20 millioner, der blandt andet skal gå til overtagelse af et produktionsapparatet på Bornholm.
”Det er vores mål at producere og levere integrerede emissionsfiltre til skibe over hele verden. Primært til skibe, der opererer i kystnært farvand, hvor der på verdensplan er 28.000 skibe med dieselmotorer”, siger maskinmester Klaus Rasmussen, der står bag investeringsoplægget til opfindelsen.
Luftforurening med fine partikler koster årligt over to millioner mennesker livet. Der findes partikelfiltre til biler og lastvogne, men ikke til søfarten, hvis udledninger fra dieselmotorer er skyld i 25.000 menneskers død om året alene i Middelhavsområdet.
Det vil en dansk iværksættergruppe nu lave om på. Den står bag en cleantech-løsning, der slår tre fluer med ét smæk. Dens installation kan fjerne 99 procent af fine partikler fra røgen, skære 40 procent af NOx-udledningen og samtidig dæmpe støjniveauet fra motoren med 35-65 dB.
Bag opfindelsen står også Captain Kai Brodersen og Lars Frederiksen, der er tidligere bestyrelsesmedlem for Notox, som har udviklet teknologien. Det helt unikke ved filtret er, at det ikke skal tilføres væske, urea, som konkurrerende systemer.
”Filtret er passivt, hvilket vil sige, at det fungerer uden tilførsel af urea. Så der er ingen udgifter til driften, og vedligeholdelsen begrænser sig til at rense filtret en gang om året. Derudover kan katalysatoren, der reducerer NOx-udslippet, køre på en opvarmning på 250 grader, hvor de fleste andre kræver 350 grader,« siger Klaus Rasmussen, der ejer konsulentvirksomheden MovingEnergy.
Iværksætterne bag opfindelsen har allerede været i kontakt med flere interesserede købere. Nu mangler de startkapital, så produktionen kan komme i gang.
De tre opfindere håber at kunne skabe 100 job over de næste to-tre år, fordelt i hovedstaden og på Bornholm. Selv om skibsbranchen er trængt økonomisk, er opfinderne fortrøstningsfulde.
”Søfarten halter bagefter, når det gælder reducering af skadelige partikler. Vores oplæg er at producere og sælge omkring 800 integrerede emissionsfiltre over de næste fem år”, siger Klaus Rasmussen.
Kilde: Ingeniøren