Dannebrog reagerede på nødopkald
Kongeskibet assisterede torsdag redningstjenesten, da en sejlbåd fik problemer ved Bornholm. Klokken 18.06 torsdag hørte Maritimt Overvågningscenter Syd et såkaldt »pan-pan« på den civile kanal 16. Det er et internationalt nødråb inden for luftfartens og søfartens radiotelefoni.
”Vi kontaktede Rønne Redning, som sendte den lette redningsbåd LRB 17 afsted, men samtidig hørte man også på kongeskibet Dannebrog nødråbet. Så kaptajnen sejlede hen til Bon Jour, hvor Dannebrog var fremme efter 12 minutter, og blev liggende, indtil LRB 17 dukkede op og tog sejlskibet på slæb til Rønne Havn, hvor de var fremme klokken 19”, siger vagthavende ved overvågningscenteret.
”Et ”pan-pan” er ikke et nødsignal, for der er ikke fare for liv. Det signalerer, at man gerne vil have assistance, og det var korrekt nok at kalde op, for han havde fået et tovværk i skruen”, siger vagthavende.
Dannebrog er ved Bornholm i forbindelse med kongeparrets besøg. Uheldet skete ved Hvide Odde nord for Rønne for en sejlbåd på under 10 meter med navnet Bon Jour og to mennesker om bord.
Kilde: Bornholms Tidende