Custodia kæmper med store kundetab
Det lille tørlastrederi Custodia, der for to år siden blev skabt af udbrydere fra rederiet Atlas, er hårdt ramt af kundetab. Rederiet tror ikke, at det bliver det næste i rækken af tørlastrederier der bukker under, men vil heller ikke afvise risikoen for en konkurs.
"Jeg kan ikke sige, at der ikke er fare for en konkurs. Vi arbejder med det marked, som vi er i, og alle shippingfirmaer arbejder hårdt, fordi det er sindssygt svært. Men vi har en meget lille flåde tilbage, og har skåret ind til benet alle de steder, vi kan," siger Christian Bonfils, der leder Custodia og selv er medejer, til dagbladet Børsen.
For et år siden rådede rederiet over 25 skibe, men siden er der skåret kraftigt ned og rederiet sejler i dag med kun fem skibe.
Problemet for for Custodia, om mange andre tørlastrederier er, at hårdt pressede kunder forsøger at komme ud af indgåede aftaler. Hos Custodia er en spansk kunde sprunget fra en indgået kontrakt, og rederiet er nu i gang med en retssag for at få de mere end 30 millioner kroner som kunden er løbet fra.
"Vi kører en retssag i Spanien, men vi kan overleve, selvom vi ikke får pengene", siger Christian Bonfils til avisen.
Også en anden stor kunde er for nylig sprunget fra en aftale.
Hvis det bliver nødvendigt, er ejerne parate til at skyde mere kapital i rederiet.
"Vi står ikke over for en kapitalindskydelse, og jeg er faktisk rigtig stolt over, at vi stadig eksisterer, når man tænker på, at store konkurrenter er gået ned. Men skal vi betale penge, er folk villige til det", siger Bonfils.
Kilde: Dagbladet Børsen