Covid-19 halverer halvårsresultat i DanPilot
Færre lodsninger i havne på grund af Covid-19 pandemien er den primære årsag til, at det statsejede DanPilot i årets første seks måneder fik godt og vel halveret sit resultat til 4 mio. kr. Ledelsen forventer, at årets samlede resultat efter skat vil ligge mellem 5 mio. kr. og 7,5 mio. kr.
Omsætningen i DanPilot i årets første halvår udgjorde 211,5 mio. kr., hvilket er 18,4 mio. kr. mindre end i samme periode året før. Omsætningsfaldet trækkes ned med 9,3 mio. kr. fra havnesegmentet på grund af lavere aktivitet og reduceret prissætning, mens et ændret produktmiks og reduceret prissætning fører til et fald på 7,9 mio. kr. på transitsegmentet, skriver DanPilot. Resten af faldet på 1,2 mio. kr. kommer fra servicesegmentet.
“EBIT-resultatet for koncernen på 5,2 mio. kr. fordeler sig på forretningsområderne med et underskud på 8,4 mio. kr. i havnesegmentet, et overskud på transitlodsninger på 15,1 mio. kr. og servicesegmentet forårsager et underskud på 1,5 mio. kr.,” oplyser selskabet.
Havnesegmentet ligger som helhed ca. 9% lavere i forhold til 1. halvår 2019.
“Udviklingen er præget af en generel mindre aktivitet i de større havne, og vigende aktivitet i de mindre og mellemstore havne. Transitsegmentet har som helhed haft en tæt på uændret aktivitet i forhold til gennemsnittet i første halvår 2019. Ændringerne i produktmikset skyldes lodsning af i gennemsnit mindre skibe og kortere sejlruter,” skriver DanPilot.
Ledelsen forventer en nettoomsætning for hele året på 400-420 mio. kr. - markant lavere end 2019, der landede på knap 480 mio. kr.
“Forventningerne skal ses i lyset af usikkerheden forbundet med den aktuelle COVID-19-pandemi,” skriver selskabet.
Kilde: DanPilot