Color Line taber halv mia. i første halvår
Det gør ondt at miste 90 pct. af indtjeningen. Rigtig ondt. Men det var hvad Color Line oplevede, da Corona-krisen lukkede grænserne i marts. 1 mio. passagerer forsvandt i 1. halvår sammenlignet med samme periode i fjor og driftsresultatet blev et tab på 490 mio. norske kroner.
Først betød Corona-krisen en lukninge af grænserne og dermed Color Lines passagertrafik til Danmark, Sverige og Tyskland. Siden begrænsede en række restriktioner antallet om bord. Det betød, at Color Line i årets første seks måneder blot kunne tælle 622.000 rejsende.
Det var godt en million færre end samme periode året før - og omsætningen i Color Line blev da også halveret fra 2,3 mia. norske kr. til 1,1 mia. nkr.
Nedlukningen førte til hjemsendelse af 2.200 medarbejdere og en voldsom reduktion af sejlplanerne, der i det store og hele kun skulle servicere fragt. Dermed blev driftsomkostningerne også reduceret markant fra 2,0 mia nkr. til 1,3 mia. nkr. og førte til et driftsresultat før afskrivninger og finansielle udgifter på minus 189 mio. nkr.
mod et plus på 290 mio. i samme periode i fjor.
Efter afskrivninger nærmer driftsunderskuddet sig en halv mia. nkr. og bundlinjen viser et tab på 639 mio. nkr.
Covid-19 pandemien påvirker fortsat rederiet voldsomt på grund af de fortsatte restriktioner og dermed udsigterne for hele året.
“Koncernen forventer naturligt nok et resultat, som er væsentlig dårligere end året før og er stærkt afhængig af restriktioner fra myndighederne i perioden fremover,” skriver ledelsen i halvårs meddelelsen.
Før Covid-19 pandemien forventede ledelsen et resultat for hele året 2020, der var bedre end bundlinjen efter skat på 313 mio. i 2019 - på grund af “fuld drift på alle koncepter og med helårseffekten fra den nybyggede M/S Color Hybrid,
som har vist en god udvikling på ruten Sandefjord-Strømstad”.
Samlet set er de generelle udsigter for rederiet gode og selskabet er ifølge ledelsen godt positioneret i markedet. Men hvordan 2020 ender, vil ledelsen på nuværende tidspunkt ikke sætte tal på.
Kilde: Color Line