CMA CGM køber intelligente containere
Det franske containerrederi CMA CGM, der er verdens tredjestørste, har indgået en aftale med et IT-firmaet Traxens, om levering af nyt avanceret tracking-udstyr til rederiets containere.
Udstyret, der i løbet af året vil blive installeret i alle nye containere, gør det muligt for rederiet og dets kunder at følge hver enkelt container konstant. Hvor den befinder sig, hvor varm den er indvendig og udvendig, hvilke påvirkninger den har været udsat for, og om der er gjort forsøg på at bryde ind i den. Døgnet rundt, året rundt.
”I en verden styret af informationsteknologi løfter vi nu containerne op i en ny liga hvor de fremover vil være on-line”, siger Elie Zeenny, senior vice-president, CMA CGM Group IT Systems.
CMA CGM tror så meget på den nye patenterede teknologi, at rederiet i forbindelse med aftalen har valgt at købe sig ind i IT-firmaet.
Kilde: Lloyds Loading List