Britisk søfart rammes hårdt af no-deal brexit
Det vil kaste hele den britiske maritime økonomi ud i store vanskeligheder, hvis Storbritannien forlader EU uden en Brexit aftale. Det advarer Harry Theochari, formand for Maritime UK og næstformand for Maritime London, nu om i en kronik i The Times.
Theochari slår i kronikken fast, at britisk økonomi er afhængig af en velfungerende maritim sektor, da 95 procent af landets samhandel med udlandet foregår via søtransport. Uden en Brexit aftale vil britisk skibsfart ikke være i stand til at løfte denne opgave, hvilket vil gøre det vanskeligt for britiske virksomheder at få afsat deres produkter.
For den maritime sektor vil en no-deal Brexit medføre stor usikkerhed og risiko for tab af arbejdspladser. Sektoren genererer op mod en million jobs i Storbritannien og bidrager med godt 40 milliarder pund til britisk økonomi, slår Harry Theocharib fast.
En no-deal Brexit vil være en realitet om kun tre uger, hvis ikke der inden da indgås en aftale mellem EU og Storbritannien - hvilket ikke meget tyder på i øjeblikket. Alternativt at beslutningen om at forlade EU udskydes eller omgøres.
Brexit med eller uden aftale skaber også usikkerhed for flere danske rederier der opererer på det britiske marked, og ikke mindst for danske fiskeri der er afhængig af adgang til de store fiskeforekomster i den britiske økonomiske zone.
Redaktionen