Bornholm tilbudt at overtage færgedrift
Transportministeriet har tilbudt Bornholms Regionskommune at overtage færgedriften fra øen til Ystad og Køge. Om det er Bornholms Regionskommune eller Transportministeriet, der står bag et færgeudbud, betyder ikke så meget, når Rederiet Færgen skal byde på sejladsen.
”Så længe, man er præcis og klar i udbuddet, betyder det ikke så meget for os. Vi byder på de kriterier, der står i et udbud, og om det så er Transportministeriet eller kommunen, det kan jeg ikke se noget problem i. Det er først, når man skal tage stilling til, hvem der skal betale, at det kan blive vigtigt om, det er den ene eller den anden”, siger direktør John Steen-Mikkelsen.
Tilbuddet om overtagelse af færgedriften kommer fra Transportministeriet, som det også var tilfældet i 2006, hvor Regionskommunen valgte at sige nej tak. Bornholms Regionskommune kan overtage færgedriften fra Rønne til både Ystad og Køge fra 2017.
Økonomi- og Erhvervsudvalget skal drøfte tilbuddet på sit møde i dag tirsdag.
Kilde: dr.dk/P4/Bornholm