Bimco lancerer miljøguide til skibsfarten
Bimco har udviklet en guide til miljøvenlig og effektiv styring for skibsredere og operatører. Guiden har til formål at øge skibenes effektivitet samtidig med, at miljøreglerne bliver overholdt. Den er udviklet i samarbejde med effektivitetsspecialisten Fathom og ClassNK og rummer blandt andet en håndbog, der indeholder alle internationale og regionale miljøreguleringer, der er relevante for skibsfarten.
”Jeg anbefaler denne guide til skibsredere og operatører som et udmærket værktøj, der kan lette den effektive drift af skibe med foranstaltninger til at håndtere de store og komplekse miljømæssige udfordringer, som de står overfor til daglig”, siger John Denholm, direktør for Bimco.
Behovet for at have et sådant altomfattende redskab som guiden, der har fået titlen ”The Guide to Maritime Environmental & Efficiency Management”, er større end nogensinde på grund af miljølovgivningens stigende kompleksitet og redernes evige jagt på effektiviseringer. Det er baggrunden for, at denne guide er udviklet af industrien for industrien. Udover Bimcos maritime komité har en række skibsredere, operatører og industrieksperter bidraget til indholdet og strukturen på denne guide. Det sikrer, at guiden er til stor nytte for skibsredere og operatører både med hensyn til at navigere i forhold til de forskellige miljøregler og i forhold til at etablere et virksomhedsspecifikt miljø- og effektivitetsstyringsredskab.
Yasushi Nakamura, executive vice president i ClassNK, siger: “Vi tror, at publikationer som denne vil være til stor nytte for skibsredere og operatører, da de stræber efter at opnå en sikker, effektiv og miljøvenlig overholdelse af reglerne. Vi er beærede over at have støttet udviklingen af denne guide”.
Kilde: Bimco