APM Terminals lægger op til kraftig vækst
KORT NYT: Mærsk havneselskab APM Terminals vil indtage positionen som verdens førende havne- og terminaloperatør i 2016. Det oplyste selskabet i forbindelse med Mærsks kapitalmarkedsdag i København tirsdag.
For at nå det mål, vil APM Terminals over de næste fire år øge antallet af containerterminaler fra de nuværende 57 til mellem 65 og 70 terminaler. Samtidig skal omsætningen stige fra det nuværende niveau på 4,8 milliarder dollar til 6 milliarder dollar.
Indtjeningen skal ligeledes styrkes, fra et forventet driftsresultat (EBITDA) på 1,1 milliarder dollar i 2012 til 1,6 milliarder dollar i 2016.