Algoma udnævner dansk adm. direktør
Det canadiske rederi Algoma Central Corporation udnævner ny adm. direktør. Det bliver danske Ken Bloch Sørensen, som tiltræder stillingen pr. 1. april 2015. Ken Bloch Sørensen har i 18 år arbejdet hos A.P. Møller-Mærsk, hvor han blandt andet har været General Manager for flere Mærsk-forretningsenheder.
”Vi er meget glade for, at Ken har indvilget i at slutte sig til Algoma som den nye adm. direktør på dette vigtige tidspunkt i selskabets udvikling. Ken medbringer en omfattende erfaring og en dybdegående viden, især om international maritim drift, hvilket vil være afgørende vigtigt for Algoma, da vi søger nye muligheder for at investere i vækstinitiativer”, siger bestyrelsesformand Duncan Jackman.
Efter at have været 18 år hos A.P. Møller-Mærsk var Ken Bloch Sørensen adm. direktør for Swiss Federal Railways Cargo, og senere har han fokuseret på containershipping i asiatiske, nordatlantiske og mellemøstlige markeder. Ken Bloch Sørensen har blandt andet været adm. direktør for United Arab Shipping Co. fra 2005 til 2009, og senest har han været adm. direktør og partner i IPSA Capital Limited.
Algoma er midt i et flådefornyelsesprogram, der indebærer, at fem nye Equinox Class-skibe bliver føjet til tørlastflåden ved udgangen af 2016. Med en stærk balance er rederiet godt positioneret til at overveje en udvidet flådefornyelse såvel som andre muligheder.
Greg Wight vil træde tilbage som adm. direktør pr. 31. marts for at gå på pension. Han har været hos Algoma i 35 år, siden han tiltrådte hos marine-afdelingen hos Algoma Central Railway i januar 1980 som afdelingens controller.
Algoma Central Corporation driver Canadas største flåde af tørlastskibe, herunder 17 selv-lossende tørlastskibe, og rederiet har desuden også syv produkttankskibe.
Kilde: Algoma