Aalborg Havn satte rekord i 2014
En godsmængde, der slår de seneste seks år, stigende containeraktivitet og det hidtil største antal udskibede vindmøllevinger har gjort 2014 til et særdeles godt år for Aalborg Havn. 5,6 millioner ton gods blev håndteret ind og ud over kajen.
”De nye krav til svovlindholdet i olien i de såkaldte ECA-zoner kombineret med en historisk lav oliepris betyder, at mange virksomheder vælger at lægge olien på lager – for så at sælge den senere, når priserne ser anderledes ud. Det er også det, der kaldes contango i markedet”, forklarer Jesper Skatka, account manager i Aalborg Havn A/S.
Fremgangen i godshåndteringen kan især tilskrives stigninger i transporten af olie, der inden for det seneste år er gået op med hele 65 procent. Desuden har Aalborg Havn kunnet melde om et stigende aktivitetsniveau på feederforbindelsen mellem Aalborg Container Terminal og Rotterdam. Alle fire kvartaler i 2014 slog de tilsvarende kvartaler i 2013. I alt håndterede Aalborg Havn 62.387 containere (TEU) i 2014 mod 60.702 containere (TEU) i 2013. Det skyldes især en stigning i antallet af frysecontainere fra de mange nordjyske fødevarevirksomheder.
Antallet af vindmøllevinger, der i 2014 blev udskibet fra Aalborg Havn, spiller også en rolle for havnens rekordår. I alt blev 687 vindmøllevinger sendt ud over kajen, og det er det største antal, siden havnen tilbage i 2011 begyndte at registrere vingeudskibningen. Her var tallet 405 vindmøllevinger, og det er således en stigning på næsten 70 procent.
”Vi ser en klar tendens til, at virksomheder som eksempelvis Siemens Wind Power i stigende grad vælger at fragte deres vindmøllevinger med skib fremfor med lastbil. Det skyldes især, at vingerne bliver større og tungere, og så er det både mere besværligt og ofte dyrere at transportere på land. Derfor forventer vi også et stort antal vinger i 2015”, siger Jesper Skatka.
Kilde: Aalborg Havn