3F: Søfolk snydes for millionbeløb
Fagforbundet 3F mener, at søfarende i årevis er blevet snydt for skattelettelser svarende til et trecifret millionbeløb efter, at Højesteret i dag har besluttet at stadfæste Østre Landsrets afgørelse i den såkaldte DIS-skattesag.
”Højesteret har talt – dommen er som forventet. Arbejdsgiverne har tolket lovgivningen rigtigt, og det er derfor selve lovgivningen, der diskriminerer søfolk, og er helt forkert skruet sammen”, siger Thorkild Holmboe-Hay, søfartsansvarlig i 3F Privat Service, Hotel & Restauration. 3F Sømændene valgte sidste år at støtte Søfartens Ledere i DIS-skattesagen.
”Statsstøtteordningen, hvor staten giver en milliardstøtte til rederierne for at fremme beskæftigelsen til søs, koster søfolkene millioner af kroner – efter vores vurdering – et trecifret millionbeløb. Hvis skatten sættes ned, så får alle flere penge mellem hænderne – bare ikke søfolkene, og de har ellers intet med statsstøtten at gøre”, siger Thorkild Holmboe-Hay.
3F mener, at det nu er op til skatteministeren at få lavet lovene omkring DIS om, så søfolkene også kommer til at mærke det, når skatten i Danmark sættes ned.
Kilde: 3F