Udsigt til stop for store tankskibe gennem Panama-kanalen
Vandmanglen i den vigtige transitrute fra Stillehavet til Atlanterhavet vil sandsynligvis betyde, at der fra starten af næste år ikke bliver adgang for store tankskibe og formentlig også for de største gastankskibe.
Oktober måned har været den tørreste i Panama i 73 år.
Og manglen på nedbør i Gatun-søen, der forsyner Panama-kanalen med vand, er nu så alvorlig, at det kan få store konsekvenser for de største tankskibe og VLGC´ere, der har udsigt til at måtte lægge ruten syd om Sydamerika fra begyndelsen af næste år.
Panama-kanalens maksimale kapacitet er 40 skibspassager dagligt, men den er allerede skåret ned til 31 år på grund af den rekordstore tørke forårsaget af 41 pct. mindre nedbør i Gatun-søen - og den vil blive skåret yderligere til blot 18 daglige transitter i de kommende tre måneder.
Det betyder, at der kun bliver plads til otte gennemsejlinger i de største neopanmax-sluser, og de vil blive fyldt op med containerskibe og i visse tilfælde gastankskibe, skriver Splash.
“Store olietankere vil ikke længere være en del af denne transit. De vil ikke være i stand til - som containerskibe - at planlægge deres gennemsejling på forhånd, og de kan sandsynligvis ikke konkurrere om auktionspladserne,” lyder det fra det amerikanske tankmæglerselskab Poten & Partners.
“Den markante reduktion i antallet af slots vil skubbe mange tramp-fartøjer - inklusiv tankskibe og tørlastskibe - væk fra kanalen,” hedder det videre.
Det nuværende bookingsystem til gennemsejling af kanalen taget i betragtning ser Clarksons Research en risiko for, at “ingen store gastankskibe (VLGC´ere) vil være i stand til at gennemsejle de nye sluser, mens transit gennem de gamle vil blive kraftigt reduceret”.
-emte