A.P. Møller skyder millioner i dampskib
A.P.Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål har skænket 2,6 millioner kroner til det næsten 100 år gamle dampskib S/S Bjørn af Helsingør. Bjørn er et af kun tre bevarede danske dampskibe.
I mere end 25 år har en kreds af pensionerede skibsbyggere, skibsingeniører og andre med håndværkssnilde, arbejdet på at føre S/S Bjørn tilbage til funktionsdygtig stand.
Skibet, der er ejet af Dansk Veteranskibsklub S/S Bjørn i Helsingør, var i forsommeren restaureret så langt, at det nu var skrogets tur til at få en ordentlig overhaling på et værft.
Men reparationen viste sig at blive langt mere omfattende, og fire gange så dyr som ventet. Og det er her at Mærsk Fond til almene Formål kommer ind i billedet.
Med donationen fra Fonden er veteranskibsklubben nu i stand til at betale værftsregningen, og få lavet alle de manglende detaljer, bl.a. at genskabe den originale indretning, lave ny elektrisk installation, og indkøbe sikkerhedsudrustning.
Kilde: Berlingske Tidende