Mols-Linien har vinden i ryggen
Mols-Linien er godt sejlende. Rederiet oplyser ikke konkrete tal men siger, at resultatet for årets første tre kvartaler er bedre end forventet, og bedre end i samme periode sidste år.
Samlet set er trafikken faldet i løbet af året. Antallet af erhvervsbilister på hurtigfærgerne, som udgør over 60 procent af kunderne, er i årets første ni måneder vokset med 8 procent, mens antallet af privatbilister og fritidskunder er faldet tilsvarende.
Antallet af lastbiler er faldet med 3,7 procent.
"Rederiet har imidlertid en klar fornemmelse af, at fragtmarkedet nu igen er i fremdrift efter en afmatning i første halvår. Det har i 3. kvartal vist sig i form af tilgang af en række nye fragtkunder og som et resultat af den intensiverede markedsføring over for dette vigtige kundesegment," skriver Mols-Linien i meddelelsen.
På trods af de høje oliepriser fastholder Mols-Linien de opjusterede forventninger til årsresultatet, hvilket vil sige et overskud efter skat på mellem 55 og 70 millioner kroner.
I kvartalsmeddelelsen bekræfter Mols-Linien at man aktivt arbejder på at skaffe en ekstra hurtigfærge, og at man samtidig undersøger, om der er behov for at øge kapaciteten på fragtruten mellem Kalundborg og Århus.