Torm fik lavere overskud i 3. kvartal
Torm fik et overskud før skat på 33,7 millioner dollar i 3. kvartal, hvilket er mere end en halvering i forhold til overskuddet på 73,1 millioner dollar i samme kvartal sidste år. Overskuddet for årets første 9 måneder ligger dog stadig klart over sidste år.
"Slutningen af tredje kvartal har været præget af stor volatilitet og faldende rater. Raterne har i starten af fjerde kvartal været lave for årstiden, og efterspørgslen efter fyringsprodukter til vintermarkedet er mindre end forventet, hvilket indikerer et stort transportbehov senere på vinteren," skriver rederiet i en kommentar til kvartalsregnskabet.
Selv om resultatet for 3. kvartal er klart lavere end i samme kvartal sidste år, ligger det samlede resultat for årets første 9 måneder klart over resultatet sidste år. Overskuddet blev på 773 millioner dollar, mere end tre gange så stort som overskuddet på 213,2 millioner dollar for den samme periode sidste år.
Torms topchef Klaus Kjærulff er godt tilfreds med resultatet.
"Resultatet før skat for årets tre første kvartaler på 773 mio. dollar er bedre end forventet og meget tilfredsstillende. Vi er i fuld gang med at integrere vores største virksomhedsopkøb, og vi glæder os over, at integrationen forløber rigtig godt. Efter købet af OMI har vi opfyldt de væsentligste elementer i vores strategi Greater Earning Power. Derfor er vi som en del af integrationen i gang med at opdatere vores strategi, der skal sikre Torms langsigtede vækst," siger Klaus Kjærulff.
Til Reuters siger Klaus Kjærulff, at 4. kvartal tegner bedre end 3. kvartal.
"Vi er på vej mod vinterperioden hvor fragtraterne traditionelt stiger. Vi kan se, at raterne stiger netop nu," siger Kjærulff og tilføjer, at Torm stadig er på udkig efter nye opkøbs. Og her skaber subprime-krisen ifølge Klaus Kjærulff nye opkøbsmuligheder".
Selv om regnskabet er en anelse svagere end ventet, reagerer investorerne positivt på Torms regnskab, og sendte Torm aktien hele syv procent i vejret.
Stigningen på to procent batter dog ikke voldsomt, set i forhold til det fald på 16 procent Torm har
oplevet i løbet af de sidste fem børsdag.
Læs hele regnskabet her :