Fuld kaptajn idømt et års fængsel
En polsk kaptajn er blevet idømt et års fængsel i England, efter at han i kraftig beruset tilstand, som fører af en coaster, vædrede en engelsk olieinstallation. Kaptajnen sad med ryggen til sejlretningen og kiggede på en computer.
Den 56 årige polske kaptajn Zbigniew Krakowski var alene på broen, da coasteren Jork den 4. august med fuld kraft bragede ind i en gasplatform ud for Norfolk.
Under retssagen kom det frem, at kaptajnen sad med ryggen til sejlretningen og kiggede på en computer. Først da coasteren befandt sig 100 - 150 meter fra platformen kiggede han sig over skulderen, og da var det for sent at dreje coasteren fri af platformen.
Coasteren fortsatte endnu 500 meter inden den begyndt at synke. Kaptajnen blev så chokeret ved sammenstødet, at han straks åbnede en flaske vodka for at dulme nerverne. Alle ombordværende blev dog reddet sikkert i land.
Kaptajnen og den seks mand store besætning på Jork var på vej fra Lübeck til havnen i New Holland, da ulykken indtraf. Kaptajnen havde fået besked på at ændre kursen 7 grader da han overtog vagten på broen, men han udførte aldrig manøvren.
Ved kollisionen skete skader for omkring 100 millioner kroner, og først til april næste år vil det være muligt at genoptage gasproduktionen fra platformen.
Kilde: BBC