Ingen norske rederier vil forlade landet
En rundspørge som det norske magasin Økonomisk Rapport har foretaget blandt landets 30 største rederier viser, at ingen har planer om at forlade landet på grund af den nye rederiskat. Tværtimod er den nye lov populær.
Den norske regerings forslag til en ny rederibeskatning indebærer, at rederierne skal betales 21 milliarder norske kroner i udskudte skatter. To tredjedele skal indbetales over de næste ti år. Den sidste tredjedel skal bruges til miljøfremmende tiltag i rederierne.
Samtidig indfører regeringen en særlig rederiskat på 0,6 procent, mod 28 procent for alle andre erhverv. Det sker i erkendelse af, de særlige konkurrencevilkår rederierne er underlagt.
Kravet om tilbagebetalingen af 21 milliarder i udskudte skatter udløste et ramaskrig blandt rederierne. Og trusler om, at rederierne, hvis loven blev gennemført, ville søge ud af landet.
Men ifølge undersøgelsen, har ingen af de 30 største norske rederier altså planer om at føre truslerne ud i livet. Tværtimod siger mange ifølge undersøgelsen, at de er godt tilfredse med den nye lov.