Partikelfiltre til skibe er fremtidsmusik
Anlæg, der fjerner størstedelen af de skadelige stoffer i containerskibenes udstødningsgas og samtidig sænker CO2-udledningen, vil først være klar i 2016. Det vurderer MAN Diesel der er verdens største producent af dieselmotorer til skibe.
MAN Diesel arbejder i øjeblikket sammen med den finske konkurrent Wärtsilä om at udvikle teknologier til at mindske forureningen fra skibsfarten gennem et EU-projekt kaldet Hercules. Tilsammen står de to virksomheder for 90 procent af produktionen af to-takstmotorer til verdens skibsfart. Det skriver ing.dk.
I dag findes der rensesystemer, såkaldte scrubbere, men de er ikke klar til store skibe.
»De såkaldte scrubbere sejler i dag kun rundt på forsøgsbasis, og resultaterne er ringe. De har svært ved at klare miljøet på havet og har vist sig at sprække og lække,« siger Thomas Knudsen fra MAN Diesel.
MAN Diesel arbejder på at udvikle såkaldte EGR-systemer, hvor udstødningsgassen fra dieselmotorerne recirkuleres. EGR-systemer har været kendt i biler i mange år, men er vanskelige at indføre på skibe, da de ofte kræver et energiforbrug, der hæver skibets samlede CO2-udledning.
Testen af det nye EGR-system indebærer også at udskille røggassens svovldioxid og andre partikler ved brug af en scrubber. Partiklerne kan være skadelige for motoren og skal derfor fjernes, før røggassen recirkuleres. Udskillelsen af svovldioxiden betyder dog ikke, at problemet er løst. Svovldioxiden er blot udskilt, men spørgsmålet er, hvor skibene skal gøre af den indsamlede svovl.
»Der er jo også noget skidt at hælde det i havet, og tænker man på de skrappe krav, der er til forurening af havmiljøet, så er der stor risiko for, at der også vil komme en lov mod at smide svovldioxid i havet,« siger Thomas Knudsen.
Et yderligere problem er, at det samlede rensesystem på nuværende tidspunkt vil fylde lige så meget som skibets motor, hvis det skal behandle al røggassen.
Kilde: ing.dk