Clipper køber op i DFDS
Clipper Group har i dag købt yderligere op i DFDS, så rederiet nu ejer 10 procent af aktierne i DFDS. Clipper afviser at målet med opkøbene er at overtage DFDS.
Clipper Group A/S har i dag øget sin beholdning af aktier i DFDS, således at Clipper Group nu ejer 803.417 aktier i DFDS - hvilket svarer til 10,04 procent af aktiekapitalen.
Ifølge Clipper skal opkøbene ikke tolkes som et forsøg på at overtage DFDS.
"DFDS ser vi faktisk meget simpelt som en god investering. Det er den eneste grund til, at vi gør det. Vi ser det stadig som en passiv investering", siger Frank G. Jensen administrerende direktør for Clipper Group til business.dk.
"På grund af det fald, vi har set i aktierne, mener vi, at det er et meget attraktivt køb. DFDS er et veldrevet selskab med fornuftige forretningsområder, som vi ikke selv sidder på. Dermed kan vi via den passive investering være involveret i en anden slags skibsfart, end vi ellers er".
Frank G. Jensen udelukker ikke, at der kan komme flere opkøb.
"Hvis vi føler, at prisen er attraktiv, som vi har gjort nu. Men jeg vil understrege, at det er på ingen måder en strategisk investering i, at vi skal ind og være storaktionærer", siger Frank G. Jensen til business.dk
Clipper Group har også store aktieeposter i Torm og Mols-Linien.
Kilde: business.dk