Scandlines indfører Orange priser til søs
Scandlines lader sig nu inspirere af sin gamle samarbejdspartner DSB, og overfører konceptet med 'Orange priser' til søs. Ændringen betyder, at det bliver dyrere at tage med Rødby-Puttgarden overfarten, når der er pres på - til gengæld bliver det billigere på andre afgange.
En færgebillet er ikke længere bare en færgebillet. Scandlines indfører nu forskellige priser på overfarten mellem Rødby og Puttgarden. På de tidspunkter af døgnet og året, hvor der er allermest pres på, bliver billetterne dyrere, mens det bliver billigere at sejle udenfor spidsbelastningstidspunkterne. Det skriver folketidende.dk.
Informationschef Jens Henrik Nybo, Scandlines siger, at der ikke er nye, generelle prisstigninger på vej - men at der bliver penge at spare for dem, der finder afgange med god plads.
Det er endnu ikke afgjort, hvornår de nye priser indføres - eller hvor stor forskel der bliver på billetpriserne.
Kilde: Folketidende.dk