Stor efterspørgsel på maskinmestre
Kun 56 ud af knap 6000 maskinmestre der er medlemmer af Maskinmestrenes Forening gik arbejdsløse i december. Det viser nye tal fra foreningen. Ledigheden svarer til 0,9 pct. af de maskinmestre der er medlemmer af IAK.
"Ganske vist har vi aldrig haft nogen høj ledighed, men tallene fra december er historisk lave. Vi kan selvfølgelig kun glæde os over, at det går godt", siger formanden for Maskinmestrenes Forening, Per Jørgensen til Jern og Maskinindustrien.
Han peger på behovet for at uddanne flere maskinmestre.
"I forbindelse med et politisk forlig i 2004 indførte man et loft på 300 til maskinmesteruddannelserne. Alt tyder nu på, at der bliver frit optag på maskinmesteruddannelsen fra 2008. Det er på høje tid, for der kommer til at gå 4-5 år, før vi kommer til at se flere nyuddannede", siger Per Jørgensen.
Kilde: Jern og Maskinindustrien