Olien skaber masser af job i Danmark
Den danske olie og gasindustri har langt større betydning for samfundsøkonomien og beskæftigelsen end hidtil antaget. Foruden milliardeksporten af olie og gas skaber offshoresektoren en omsætning på over 10 mia. kr. og 13.000 fuldtidsjob viser ny rapport.
De nye tal fremgår af en rapport fra Center for Maritime og Regionale Studier ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, der har anvendt nye britiske modeller til at beregne den direkte, indirekte og inducerede beskæftigelse i olie- og gasindustrien.
"Tallene er først og fremmest udtryk for et gigantisk investeringsniveau i den danske del af Nordsøen. Det har aldrig været højere. De er samtidig et klart udtryk for, at danske virksomheder i stigende grad eksporterer deres olie- og gasviden og teknologi.
Andelen af eksporterende virksomheder er siden 2002 øget fra 40 til 55 procent, og hvad der er endnu vigtigere: Eksportens andel af deres offshoreomsætning er på få år steget fra 20 til 40 procent", siger museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen, der er en af rapportens forfattere.
Mærsk Olie og Gas AS står for omkring 80 procent af aktiviteterne på den danske Nordsøsokkel, og for første gang har Morten Hahn-Pedersen haft adgang til olieselskabets leverandørliste med næsten 1000 leverandørers omsætning.
Det unikke materiale viser, at omsætningen på otte milliarder kroner i Nordsøen er ligeligt fordelt mellem danske og udenlandske virksomheder. Hvis man forudsætter, at fordelingen også er gældende for andre operatører på den danske Nordsøsokkel i 2006, hentede de primære danske offshorevirksomheder ordrer for godt 5,2 milliarder kroner.
Hertil kommer værdien af eksporten på 2,1 milliarder kroner og af opgaver placeret hos underleverandører, 2,9 milliarder kroner., og det bringer den samlede værdi for det danske samfund op på 10,2 milliarder kroner. Af den omsætning er 7,3 milliarder kroner placeret i Esbjerg-området.
"Den høje oliepris på omkring 100 dollar pr. tønde vil være garant for, at jagten på at hente så meget som muligt op af de eksisterende felter og at finde ny olie vil være intens i også de kommende årtier. Med efterspørgslen fra især Indien og Kina kan vi godt glemme alt om at komme ned på tidligere tiders oliepris, og det vil sætte yderligere fart i udviklingen af vedvarende energikilder. Ved brug af raps, majs og sukkerolie til energiformål stilles vi dog over for et ubehageligt valg mellem fødevarer til verdens millioner af sultende og energi. Derfor vil olie og gas i flere årtier endnu være uundværlige energikilder", siger Morten Hahn-Pedersen.
Offshoresektoren beskæftiger direkte og indirekte 8400 personer i Danmark, hvortil kommer den inducerede beskæftigelse, vellønnede offshoreansattes privatforbrug, skattebetaling m.v., der med modeller fra Cambridge Energy Research Associates for første gang er beregnet.
Den vurderes at omfatte 4600 og bidrager til sektorens samlede beskæftigelse i Danmark på 13.000 årsværk. Den høje beskæftigelse rejser et alvorligt problem:
"Udviklingen i olie- og gassektoren ligner en brølende succes, men der er et stort problem: Der mangler folk, især ingeniører og maskinmestre, idet branchen skriger efter disse hardcoregrupper, som der slet ikke uddannes nok af herhjemme. Denne store flaskehals koster dagligt danske offshorevirksomheder tabte ordrer. Derfor skal der gøres noget, og det skal være hurtigt", siger Morten Hahn-Pedersen.
Rapporten om den danske offshoresektors udvikling, udfordringer og værdi i perioden 1962-2007 indgår i et projekt om små og mellemstore virksomheders muligheder i branchen. Det to et halvt år lange projekt ledes af Offshore Center Danmark i Esbjerg.
Kilde: Center for Maritime og Regionale Studier