Søfolk vil ikke betale til garantifond
Danmarks Rederiforening har efter Søfartsstyrelsens rapport om kapringen af Danica White bl.a. foreslået, at der oprettes en garantifond, så alle søfolk har mulighed for at komme hjem, hvis ikke de vil sejle med ind i et uroområde. Men nu siger 3F Sømændene, at de ikke vil bidrage til en fond.
Hvem skal betale til en fond der skal sikre, at sømænd der ikke ønsker at sejle med ind i et uroområde og gerne vil rejse hjem - men ikke har råd til at betale for hjemrejsen selv - alligevel kan komme hjem. Det spørgsmål er der nu opstået strid om mellem 3F Sømændene og Danmarks Rederiforening om.
"Det er pinligt, at man i ramme alvor foreslår, at søfolk skal betale for, at deres kolleger kan komme hjem, hvis en kaptajn, et rederi eller en befragter beordrer deres arbejdsplads ind i en risikozone", siger Søren Sørensen, der er formand for 3F Sømændene til Nyhedsbrevet3F.
Reaktionen kommer efter at vicedirektør Jan Fritz Hansen, i et interview i sidste uge her på maritimedanmark.dk foreslog, at der oprettes en Garantifond som både arbejdsgivere og arbejdstagere bidrager til.
"Sikkerheden ombord på et skib og en sikker kurs er alene rederiets ansvar. Derfor skal søfolk under ingen omstændigheder være med til at betale til en sådan fond, siger Søren Sørensen"
Den garantifond vicedirektør Jan Fritz Hansen refererede til, indgår i en aftale der i øjeblikket forhandles om i det såkaldte Kontaktudvalg, der består af 3 rederiforeninger og 4 faglige organisationer.
"Hele ideen med aftalen er, at "slå halv skade" om de direkte udgifter til en søfarendes hjemrejse her og nu og først når den søfarende er kommet hjem, skal der tages stilling til, om der har foreligget en sådan faresituation, der er beskrevet i Sømandsloven § 18 a og § 18 b", siger Pia E. Voss, vicedirektør I Danmarks Rederiforening til maritimedanmark.dk.
"Ordningen tilstræber således ikke at røre ved den endelige fordeling af hjemrejseudgifter, der ved lov er fastlagt, men er en praktiske foranstaltning, der skal sikre at søfarende til enhver tid, og uafhængig af den enkeltes søfarendes økonomi kan komme væk fra områder, som den søfarende finder indebærer en særlig faresituation", siger Pia E. Voss.
Vicedirektøren understreger, at det aldrig har været tanken at opkræve noget beløb til finansiering af garantiordningen hos 3F, der ikke er medlem af Kontaktudvalget. Men aftalen vil alligevel dække alle søfarende og alle rederier uanset deres organisatoriske tilhørsforhold.