Eitzen Chemical sælger ud i Frankrig
Eitzen Chemical sælger sit franske datterselskab for godt 1,7 milliarder kroner, knap 400 millioner kroner mere end man betalte, da selskabet blev købt for to år siden. Men når den faldende dollarkurs regnes ind, er fortjenesten et rundt nul.
Eitzen begrunder salget af Fouquet Sacop til belgiske Sea-Invest med, at man vil tilbage til hardcore området kemikalietankere, og derfor passer Fouquet Sacop's produkttankere ikke længere ind i forretningen.
Fouquet Sacop driver en flåde på 15 produkttankere på mellem 3.500 - 19.000 TDW, hvoraf de fleste sejler i fast charter for det franske olieselskab Total.
Eitzen Chemical råder over en flåde på 123 kemikalietankere - hvoraf 23 tankskibe er under bygning. Selskabet er vokset kraftigt de senere år gennem opkøb og kontraheringer.
Eitzen Chemicals moderselskab forhandler i øjeblikket om et muligt salg eller fusion eller alliance af kemikalietank selskabet.
Kilde: Lloyds List