Nyt selskab skal fjerne New Flame
Myndighederne på Gibraltar har nu hyret Titan Salvage til at fjerne vraget af den 43,800 tons store græske bulk carrier New Flame, der i august kollidere med det danske tankskib Torm Gertrud ud for Gibraltar.
Indtil sidste weekend kæmpede det græske bjærgningsselskab Tsavliris en hård kamp, for at redde den forreste del af det delvist sunkne græske fragtskib New Flame.
Men da operationen endte med, at stævnen sank på 26 meter vand, blev grækerne sat fra opgaven og amerikanske Titan hyret ind.
Amerikanerne skal nu hæve den sunkne stævn, så den kan blive skrottet. Samme skæbne vil derefter overgå resten af skibet. Agterstævnen vil blive skåret op i mindre stykker på stedet, hvorefter delene bliver sejlet til skrotning sammen med skibets skrotlast.
Bjærgningsoperationen har indtil nu kostet omkring 20 millioner dollar.
Skyldsmålet er endnu ikke afgjort. Men det står fast, at New Flame sejlede ind i Torm Gertruds sejlrute.
Kilde: Lloyds List