Krydstogtskibe leger med livet i Arktis
Interessen for at opleve den smukke men barske natur i de arktiske egne på nærmeste hånd er stigende. Som en konsekvens stiger også antallet af krydstogtskibe, og dermed risikoen for, at der sker ulykker.
"Mange krydstogtskibe sejler i områder, hvor der absolut ingen hjælp er at få, hvis ulykken sker. Turisterne vil hen, hvor der ingen mennesker har været før. Det er der penge i for arrangørerne, så det kommer de", sagde kontreadmiral Henrik Kudsk på en høring om beredskabet og sikkerheden i de arktiske egne.
Kontreadmiral mener, at mange af krydstogtskibene handler uansvarligt, eksempelvis ved at sejle for langt mod nord og for tæt på isen, og at det nærmer sig held, at der endnu ikke har været katastrofer. Han pegede blandt andet på, at der har været to forlis i Antarktis med i hhv. 2007 og 2009.
"Forholdene er de samme ved Grønland, blot med omvendte årstider, og det er værd at notere sig, at forlisene kun gik godt, fordi der tilfældigvis var andre skibe i nærheden. Det var rent held", sagde Kudsk.
Også fra Søfartsstyrelsen ser man med alvor på udviklingen, fortæller kontorchef Per Sønderstrup.
"Vi har meldt enkelte skibe til politiet, fordi de har sejlet uforsvarligt tæt på isbjergene. Sagen ligger hos politimesteren i Grønland", sagde Per Sønderstrup.
Søfartsstyrelsen deltager i et internationalt projekt, der skal stille en række skrappere krav til sejlads i isfyldte farvande. Et udkast forventes i 2012, og det vil tidligst blive indført i 2014, lød det fra kontorchefen
Kilde: ing.dk
