Norden venter sig meget af post-panamax
Norden er godt i gang med at etablere sig på post-panamax området. Rederiet har foreløbig fået leveret tre af i alt fire kontraherede nybygninger af post-panamax-typen, hvortil kommer fire langtidsindbefragtet post-panamaxer. Og forventningerne er store.
"De stordriftsfordele, der er ved de her skibe i forhold til et panamax-skib, betyder, at man kan få 20.000-40.000 ton mere betalende last ombord, og det kan godt blive rigtig interessant", siger Carsten Mortensen i et interview med RB-Børsen.
Udfordringen for Norden er at vænne kunderne til de mængder, der kan fragtes i post-panamax.
"Det tager tid at undervise vores kunder i fordelene ved denne skibstype. Mange af kunderne er vant til at sælge kommoditeter i standardmængder tilpasset panamax-størrelsen så det tager tid at vænne sig til de større afskibningsstørrelser.
Men vi har store forventninger til denne skibstype", siger Carsten Mortensen.
Også Nordens cypriotiske partner har bestilt otte post-panamaxskibe, som skal samsejles med Nordens egne skibe i en pool. Når alle skibene er leveret fra værfterne, vil poolen have 16 skibe, og Norden vil dermed have en solid markedsposition i den skibstype, som der endnu ikke er særlig mange af på verdensplan.
Kilde: euroinvestor.dk
