Lindø medarbejdere starter ny virksomhed
En række tidligere ansatte på Lindøværftet, der alle har stor erfaring fra skibsproduktion på Lindøværftet, har i samarbejde med konsulentvirksomheden Valcon og Lindværftet, etableret en ny rådgivningsvirksomhed - Odense Maritime Technology.
Virksomheden er baseret på at kunne levere maritimt design, præproduktion, produktions-teknik, logistikplanlægning samt indkøbsassistance til den globale værftsindustri og rederivirksomheder som en videnbaseret virksomhed uden tilknytning til et bestemt produktionssted.
De kompetencer - der har været medvirkende til udvikling og bygning af nogle af de mest effektive skibe på Lindøværft - vil blive reetableret og videreudviklet ved bl.a. at tilbyde ansættelse af medarbejdere med de rette kvalifikationer fra Lindø samt søge at tiltrække nogle af de bedste folk i branchen.
Selskabet vil blive en integreret del af konsulentvirksomheden Valcon, hvorfra administrations-, ledelses- og projektstyringsværktøjervil blive anvendt.
OMT ledes af tidligere ansatte med stor erfaring fra Lindø. Der er lavet en rammeaftale med Lindøværftet om support i forbindelse med færdiggørelse af nybygningsprogrammet.
Selskabets bestyrelse består foreløbig af Knud Sant fra Valcon A/S og direktionen af Kåre G. Christiansen fra Valcon.
Odense Maritime Technology - eller OMT - har naturligt nok lejet sig ind i kontorlokaler i Lindø Industripark.
Kilde: Lindø Industripark