Coaster grundstødt nord for Djursland
En lods, der var bestilt til at navigere den 1.662 GT store tyskejede coaster Eilsum ind til Randers Havn, ventede søndag morgen forgæves. Inden coasteren nåede så langt, var den gået på grund nord for Djursland.
Søværnet sendte et patruljefartøj ud til den grundstødte coaster, men det stod hurtig klart, at der ikke var nogen umiddelbar risiko for en olieforurening. I forbindelse med højvandet, lykkedes det coasteren at komme fri af grunden ved egen hjælp.
Den 81 meter lange og 19 år gamle coaster er ejet af det tyske rederi Erwin Strahlmann Reederei KG, mens skibet er registreret på Antigua & Barbuda.
Søfartsstyrelsen skal nu undersøge årsagen til grundstødningen, og dykkere skal undersøge om skibet har taget skade ved grundstødningen.
Kilde: Randers Amtsavis