Lindinger. Jutlandia og Steencoasters

Rederiet Lindinger, der blev stiftet i 1961 af Asger Juul Lindinger. Han havde som ejer af en import virksomheden et ønske om at nedbringe sin skat og købte derfor et skib for at lette skattebyrden ved hjælp af afskrivninger på skibet, der havde navnet Ruth Lindinger efter hans hustru.Det virkede ikke helt efter hensigten, idet skibet genererede nye indtægter og således gjorde problemet værre for Lindinger. I stedet gik han i rederidrift og bestilte nye skibe fra Nordsøværftet, og senere fra Husumer Schiffswerft. En del af forretningsimperiet blev også færgedriften mellem Havneby på Rømø og List på øen Sylt. Den behagelig omvej blev ruten markedsført som med henvisning til at biltoget over Hindenburg dæmningen var det eneste alternativ. Samarbejde med Husumer Schiffswerft begyndte med en ny færge i slutningen af 1967 (den fik navnet Rømø) og fortsatte helt frem til Lindinger koncernen måtte indgive konkursbeægring. Samarbejdet kom til at omfatte 18 fragtskibe, som i årene fra 1972 til 1977 blev leveret til K/S-selskaber, der var solgt til private investorer. De blev store tabere i 1978, da Lindinger måtte lukke på grund af store lån i D-mark og lav indtjening i dollar efter oliekrisen i 1973/74.

Dampskibsselskabet Jutlandia, som blev stiftet i dagene efter 1. Verdenskrig af kaffegrosserer Jens Toft, der ønskede at få del i de store fortjenester i shipping i kølvandet på krigen. Det gik dog ikke så let. Faktisk var virksomheden tabsgivende i de første år og Jens Toft måtte spæde til fra de andre virksomheder. Over årene blev det til en række dampskibe, der sejlede i europæisk trampfart. Under 2. Verdenskrig mistede Jutlandia det meste af sin flåde - helt fra starten med de tredje danske skib, sænket i krigshandling i 1939 til nogle uger inden befrielse, hvor et andet Jutlandia skib ramte en mine ved Englands kyst. Jutlandias mest berømte skib var uden tvivl det sidste skib i flåden: Inge Toft. Som nybygning i 1959 blev skibet sluttet til et amerikansk selskab med jødisk baggrund og udførte en sejlads for et israelsk handelsselskab med gods fra Israel til japan. Rejsen gik gennem Suez Kanalen, men det gik ikke helt efter planen. Skibet blev tilbageholdt i Port Said og kom til at ligge mere end 230 dage i venten på en storpolitisk afklaringen. Det lykkedes i februar 1960, da skibet lettede anker og sejlede mod Japan via Panama kanalen. Jutlandia solgte Inge Toft i 1964 og var derefter et investeringsselskab frem til 2004.

Det tredje og sidste rederi der beskrives i bogen, er Rederiet Steencoasters, der i 1970 blev stiftet af Svitzer-kaptajn Jørgen Steenberg og skibsmælger Anders Fage-Petersen, Assens. Konceptet var det kendte med investering i skibe mod afskrivning i den personlige indkomst hos anpartshaveren. På den måde fik

Steencoasters sat 10 skibe i søen i et marked, der flød med penge til investering. Den overvejende del af flåden var nybygninger, men når afskrivningsbehovet var presserende blev der købt second-hand skibe ind for at løse behovet. Steencoasters forsøgte sig i midten af 1970'erne med finansiering i udenlandsk valuta som Schweizerfranc m.fl. Og det viste sig senere at være en katastrofe. Udviklingen mellem danske kroner og schweizerfranc gik helt galt og uanset skibene kunne tjene gode penge voksede gælden blot. Steencoasters lukkede i 1977.

Kilde: Forlaget Betty Nordgas