EU godkender DFDSs køb af Norfolkline
DFDS udsendte sent torsdag aften en meddelelse om, at EU's konkurrencemyndigheder har godkendt rederiets køb af færgerederiet Norfolkline, der indtil nu har været ejet af A. P. Møller - Mærsk.
Godkendelsen betyder, at DFDS nu forventer at kunne afslutte handelen den 12. juli.
"Det er vigtigt at understrege over for kunderne, at indtil den 12. juli vil DFDS og Norfolkline være selvstændige selskaber, med 'business as usual' og med en uændret kundeservice", skriver DFDS topchef Niels Smedegaard i en meddelelse til medarbejderne.
DFDS skriver, at man mandag vil udsende yderligere information om godkendelsen, og det nye DFDS, der vil opstå som et resultat af afslutningen af handelen.
Kilde: DFDS Ekstra News